Google har solgt deres gratis/billige 3D-skitseringsværktøj (sammen med modeldatabasen 3D Warehouse) til firmaet Trimble.
Trimble er en amerikansk virksomhed, der siden 1978 har leveret digitale løsninger for konstruktion (BIM), opmåling, geo-positionering (GPS), kort (GIS), og meget andet. Trimble er dedikeret til byggebranchen, med udgangspunkt i teknisk avancerede løsninger for ingeniører og entreprenører.
SketchUp blev udviklet i 1999 og blev i 2006 solgt til Google (for omkring $45 mio.). Programmet henvender sig især til hjemmedesignere, til arkitketers første skitser og lader brugerne hurtigt opbygge 3D-modeller, med nok markedets mest simple brugerflade. SketchUp kan downloades gratis, dog med nogle af de funktioner, der henvender sig til professionelle “slået fra”. Disse kan tilkøbes med et licens til SketchUp Pro. Kombinationen af let og gratis, har gjort SketchUp til et program, som alle i byggebranchen kender og mange bruger.
SketchUp er skabt til simple modeller i modsætning til BIM-konceptet, der forsøger at lægge alle byggeprojektets informationer ind i én og samme database. SketchUp har dog “flirtet” med IFC-formatet og har med forskellige plug-ins kunne få funktioner som nærmer sig BIM.
Hvor Google har en filosofi om at gøre informationer og værktøjer gratis for almindelige brugere, er det svært at se, hvordan Trimble vil lave en forretningsmodel ud af et produkt som SketchUp. Sættes prisen på SketchUp bare en smule op, bliver konkurrencer fra programmer som Bonzai3D hurtigt stor. Nøglen må være, at koble SketchUp til de produkter og services Trimble i forvejen leverer og lade “almindelige brugere” fortsætte med at kunne benytte SketchUp til de priser vi kender i dag.
Trimble kommer fra en verden af avancerede BIM-løsninger og det bliver spændende at se, i hvilken retning de vil tage SketchUp (som de formodentlig har købt for omkring $90 mio.). – Bliver det mere teknisk, mere BIM-agtigt, dyrere eller får det kobling til opmålings-instrumeneter med GPS? – Skal landmænd nu til at modellere deres marker for at planlægge den mest effektive rute at pløje eller bliver SketchUp defacto-værktøjet for kommunernes GIS behandling? Måske bliver SketchUp et reelt BIM-værktøj, der henvender sig mere til arkitekter eller til tidlig skitsering, som mange – især Revit-brugere – ikke mener et let nok i dagens BIM-programmer…


